Fortjent sejr over Svenstrup

Home/1. herrer, Forsidenyhed/Fortjent sejr over Svenstrup

Fortjent sejr over Svenstrup

Aalborg Flyers 1. divisionsherrer cementerer den sportslige udvikling med en flot 4-2 sejr over Svenstrup Dolphins i gårsdagens intense lokalopgør i Tornhøj Idrætscenter.
De to mandskaber har en historie med mange tætte og utroligt spændende opgør, men de sidste mange sæsoner har Svenstrup haft overtaget imod Flyers. Så det er en fornøjelse endelig at kunne skrive dette referat, med det rigtige hold som sejrsherrer!
Kampens resultat 4-2, afspejler ganske udmærket spillet i sin helhed. Det er to mandskaber der matcher hinanden på alle facetter, hvilket gør kampen til en taktisk affære hvor de små fejl kan have store konsekvenser. Begge hold spiller med høj intensitet og er ikke bange for at give og tage, hvilket kan ses på kampprotokollens antal af udvisning, i alt 45 minutter fordelt på 14 udvisninger.
Flere spillere de to hold imellem deler også mange års floorball-erfaringer. Fx skiftede Flyers’ cheftræner Claus Bak efter mange år i Svenstrup hjem til sin ungdomsklub Flyers i udgangen af sidste sæson.
Både Kristoffer Pedersen, Martin Knudsen og nytilkomne Michael Lykke har flere tidligere holdkammerater fra deres AaB-tid spillende hos Svenstrup. Så er der er meget på spil på det personlige plan. Knudsen har bl.a. til flere lejligheder udtalt; ”jeg er ligeglad med om jeg kommer til at starte inde i alle kampe denne sæson, med undtagelse af kampene mod Svenstrup. Dem vil jeg spille!”

Man kan også tydeligt se glæden på denne video af holdets jubelscene fra omklædningsrummet lige efter sejren:

Selve kampens forløb er klassisk intenst lokalopgør. Første periode var en anelse rodet uden mål. Begge målmand tog godt fra i begge ender, især Flyers’ Martin Knudsen, der for anden kamp i træk blev valgt som kampens spiller, stod eminent. På trods af kampens 14 udvisninger var der ingen af holdene som præsterede noget væsentligt i overtal.
Kampens første og eneste mål heri, faldt til Svenstrup, der i undertal satte scoringen igang til 0-1 efter 5 minutter i 2. periode. Flyers’ fortsætter dog sit eget spil, men man føler en anelse pres, da alle mål i Svenstrup-opgør historisk set kan være altafgørende. Derfor var det en forløsning da Chris Conradsen scorede til 1-1 med 2 minutter tilbage af perioden. Chris lagde bolden på mål fra frislag af, hvor den vha. en masse trafik foran mål, på mærkværdigvis rammer jorden foran Svenstrups keeper, og hopper over ham og ind i målet. Et mål der illustrerer meget godt, hvorfor man skal søge tilfældigheder i floorball-sporten.3. periode må siges at være de mest intense ”20 minutters” floorball undertegnede længe har været vidne til. Svenstrup kommer bedst fra start efter lidt over 4 minutter hvor de udnytter en afventende udvisning til at gøre stillingen til 1-2. Den afventede var den første af mange udvisninger i denne periode. Udvisningen var en 5 minutters til Frederik Rømming, men da Svenstrup selv formår at lave 2 x 2 minutters undervejs i Rømmings udvisning blev det aldrig til et etableret overtal. Tilgengæld meget indianer-hockey i kraft af majoriteten af spillet foregik i 4 mod 4.
Efter 11 minutter tog Flyers’ Morten Schroll spillet i egen hånd, da han med et flot soloridt lavede en stensikker afslutningen i nederst i modsatte målhjørne, uden for målmandens rækkevidde. Målet lignede lidt det som vi i tidligere sæsoner har set rigtig meget af fra Schroll, men som den sidste halvanden sæson har manglet lidt. Men hvilket tidspunkt at score sit første mål i sæsonen!
Desværre var Schroll også i centrum et par minutter senere da han, fra vores perspektiv, fejlagtigt bliver idømt en 5 minutters udvisning. I samme moment får Svenstrup dog også én 2 minutters.
Blot 5 sekunder efter dette moment træder assistenttræner, topscorer og favorit til titlen som årets spiller Thomas Krogh ud fra en forholdsvis anonym tilstedeværelse de forrige 55 minutters kamp. Assisteret af Conradsen bringer han Flyers’ foran 3-2 til enorm jubel fra spillerne og de over 50 fremmødte tilskuere i Tornhøj Idrætscenter.
Svenstrup formår ikke at udnytte det momentum de ville have haft i slutningen af kampen pga. Schrolls udvisning, da deres kollektiv falder sammen og bringer en masse dumme udvisninger med sig. Det betyder at Krogh igen kommer på tavlen til slutresultatet 4-2 (ass. Conradsen), da Svenstrup var endt med kun at have 3 mand på banen.
Svenstrup fik en sidste mulighed da de med over 2 minutter tilbage havde overtal resten af kampen. Men formøbler igen muligheden med en dum udvisning. Det blev derfor ikke ligeså tæt i slutningen som ellers forventet.Flyers kunne fortjent gå fra kampen med sejren. Fra vores subjektive perspektiv var der slet ingen tvivl om at det var Flyers’ der med bredde, vilje og stærkt spil var det bedste hold i går.
Det var dejligt at se holdet bevare fokus på eget spil i kampen, istedet for dommere og modstandere, som vi tidligere har forfaldet til.
Det gjorde helt sikkert også en forskel at Claus Bak valgte at rotere på alle 13 spillere kampen igennem, så der var masser af friske kræfter undervejs. Hvilket bl.a. betød officielt debut til Michael Lykke, og et gensyn med Martin Kristoffersen, der egentlig var meldt ude denne sæson grundet en skulderoperation, men har helet ekstremt hurtigt. Lykkes mangeårige ligaerfaring og Martins målnæse kommer til at være to vigtige våben resten af sæsonen. Desværre måtte Kristoffer Pedersen udgå i dagens kamp med en fibersprængning i baglåret, men forhåbentligt er skaden ikke for voldsom, så vi snart ser ham klar igen. Skaden er dog en tilbagevendende problematik for Kristoffer.
Det er uvist hvornår han bliver klar igen. Det bliver ihvertfald ikke til næste kamp, der er onsdag kl. 20.00 i Jerup. Her skal Flyers’ have revanche fra sidst de to hold mødtes, som fra Flyers’ perspektiv var den absolut dårligste kamp denne sæson. En sejr vil betyde yderligere avancement i tabellen til en 4. plads, hvormed vi overhaler Svenstrup. Et nederlag vil betyde retur til sidstepladsen, da Jerup kun ét point efter os på nuværende tidspunkt.
Desværre må Flyers de næste par kampe også undvære stærke Chris Conradsen, hvilket er en svækkelse både offensivt og defensivt, da han er et essentielt bindeled i 1. kæden.
Men med holdets nuværende bredde står der med garanti andre spillere klar til at forsøge at løfte denne byrde. Så er det bare op til Claus Bak at ligge puslespillet rigtigt.

Holdopstilling m. point og udvisninger

Nr Navn Point Udv. Min MoTM stemmer
C #23 Thomas Krogh 2+0 2 4
G #56 Martin Knudsen 0 0 8
C #60 Mike Grunnet (R) 0 0 0
#3 Dennis Tony 0 0 0
#5 Claus Bak 0 0 0
#33 Chris Conradsen 1+2 0 1
#41 Martin Kristoffersen 0 0 0
#46 Lars Abildtoft 0 0 0
#47 Kristoffer Pedersen 0 0 0
#57 Michael Lykke 0 0 0
#62 Rune Bøgedal 0 0 0
#71 Frederik Rømming 0 7 0
#73 Jonathan Bruun 0 2 0
#92 Morten Schroll 1+0 5 2
#99 Jens Abildtoft 0 0 0