Mindeord til Boj

Home/Forsidenyhed, Klubben/Mindeord til Boj

Mindeord til Boj

Kære Boj

 

Jeg er ked af, at skulle skrive disse ord til dig, fordi det betyder én ting; at du ikke længere sidder på din faste plads i omklædningsrummet efter de ugentlige træninger og kampe.

Jeg overvejer om vi skal få installeret en mindeplade, hvor der står ‘Bojs plads’ på træbænken. Men hvis jeg kender dig ret vil du føle det er lige i overkanten, og desuden en form for hærværk. Og det ser du helst ikke i vores klub!

Jeg kan huske hvordan du råbte af folk når de smed med banderne, eller samlede  dem op i en forkert rækkefølge. Åh, hvor du var tosset når kampmålene blev brugt til træning.

Din ordenssans vil blive savnet. Der var ingen som dig til at holde styr på tingene. Jeg lover at vi alle sammen forsøger at holde styr på hallen når nu du er væk. Det er da det mindste vi kan gøre!

Og så må vi jo igang med en turnusordning så vi har kolde øl til efter træning. Hold nu op du har reddet vores tørst mange gange! Tusind tak for det. Vi fik vist aldrig betalt dig tilbage for alle de træninger. Det må blive en anden gang! Vi skylder dig ihvertfald en enkelt eller ti.

 

Jeg havde glædet mig til næste sæson sammen med dig. Du skulle være træner på vores nye 3. hold, og vel også ind og passe kassen når helbredet var til det igen. Nu bliver det ikke det samme. Holdet består, bevares, det skal du ikke være bange for. Men du bliver savnet til hver kamp, hvor du havde stået ved bænken med din rolige attitude, og mumlet nogle ting inde under overskægget, også endeligt skældt folk ud når de ikke opførte sig ordentligt. Ingen individer over klubbens gode stemning og fælles hensyn! Det var vi to altid enige i.

 

Jeg håber du ved hvor meget du har betydet for os alle sammen. Nye som gamle spillere. Alle. Din evne til at omfavne folk og få os til at føle os værdsatte og værdifulde var så umiddelbar og autentisk. Du var bare dig selv. Der er flere som har fortalt mig at deres lyst til floorball var din fortjeneste, at du gav dem tro på deres egne evner og løftede dem, blot ved at du var til stede i dit nærvær.

 

Du var altid til stede; med dit legeme, hjerte og sjæl. Du synes nok jeg er lidt plat. Du har altid været noget mere pragmatisk end jeg.  Selv da du var på hospitalet med kræft. “åh ja, det er hårdt, men jeg vil have det godt igen. Så det får jeg”. Det var din tilgang til livet. Kæmpede dig op og gav aldrig op. Jeg har så meget respekt for dig.

Peter og Alex har haft en fantastisk mand som far. Du stod alene på et tidspunkt hvor byrderne og din egen sorg må have været utænkelige for os andre. Men du gav drengene et godt liv, du gjorde dem til selvstændige og selvtænkende individer. Hvor andre havde været beskyttende, var det aldrig i din natur, har du fortalt mig engang. Du vil give dem mulighederne for selv at være mennesker på deres egne præmisser.

Du elskede dine drenge. Det er der ingen tvivl om. Jeg kan huske jeg var en anelse misundelig på Alex da han skiftede til AaB for at spille ligafloorball. Hvem der bare havde haft den stærke far på sidelinjen som han havde dig. Du gjorde aldrig noget for din egen skyld. Du gjorde det fordi det gav mening til dem omkring dig. Det er et kendemærke hos et menneske, som altid har sit hjerte med i sine handlinger.

 

Vi havde træningskamp i går. Det var faktisk ret smukt. Der var repræsentanter fra første-, andet-, tredjeholdet og damerne til kamp mod AaB 2. Vi holdte 1 minuts stilhed for dig. Jeg var sgu lige ved at tude, Boj.

Du havde sikkert hadet det. Opmærksomhed på din person, for hvilken grund og for hvems skyld? Hah. Du havde siddet på bænken og krummet tæer havde du!

Men vi mente det alle sammen Boj. Det er en skam man nogle gange glemmer hvor meget andre mennesker betyder for en, når de stadig er her. Det er først når de er væk man mindes dem.

 

Nogle siger, at man aldrig rigtig dør. En del af en lever videre i de mennesker man har rørt og gjort noget for undervejs i livet. Jeg håber det er sandt. Fordi dit minde er stærkt og din betydning for andre mennesker er ubetinget til stede for evigt.

 

Hvis der er en ting du måske frygter nu, hvis jeg kender dig ret, er det klubbens forfald. Du har været der mere end andre, og gjort en større indsats end nogen frivillig; før og efter dig. Jeg lover dig at vi passer godt på det du har været med til at bygge op. Og vi har jo stadig dine drenge. Måske de har arvet lidt af deres fars væremåde i klubben? Du kan stole på, at ligesom du var vor familie fra første færd du trådte ind i Flyers. Så er dine drenge, ligemeget hvor deres liv bevæger sig hen, for altid en del af vores klub og vores familie.

 

Jeg vil ikke sige farvel Boj. Fordi det er aldrig slut. Ligemeget religion eller troen på livet efter døden. Så er det aldrig rigtig slut. Ikke så længe man har minder og følelser i retning af andre mennesker.

Ingen af os, som blev berørt af dit væsen, sætter nogensinde en fod i Tornhøjhallen uden at sende en tanke, ord eller følelse i din retning. Det skal du vide. Vi savner dig, vi mindes dig, og vi elsker dig allesammen for den du var og det du har givet os.
Tusind tak for alt Boj.

På vegne af Aalborg Flyers, Zlatko.