Lørdag den 7. januar spillede Aalborg Flyers U11, deres første kamp i 2017 på den svære udebane, som mange vil vide er mod Strandby/Elling. Til dagens kamp var vi 14 spillere, som tog E45 nord på.

1. kæden var i dag uden Alexander Romberg, så Milton brødrene måtte have en ny wing med i kæden til dagens kamp. Noah Schougaard og Maja Hessellund, blev rykket op i kæden, da der skulle 2 spillere til at følge med i det løbearbejde Duracell brødrene leverer. 2. kæden var intakt med anfører Thor Kiis, Marcus Christensen og Oliver Langhorn. På backpladserne var vi mødt op med 5 backer, der i blandt en debutant, Daniel Neckelmann. Træneren besluttede at køre med rullende backer, så de kunne dele spilletiden mellem sig.

1. periode var ikke engang 1 minut gammel, da Samuel Milton testede om malingen sad fast på den ene målstang. Desværre røg bolden på tværs bag en sagesløs keeper og forbi mål og ud i spil igen. Flyers fortsatte det høje pres og kom til flere store chancer uden at bolden ville ind. Taktikken med at køre rullede backer, så ud til at have sin effekt, for Flyers forsvaret lukkede af, og de få bolde som slap igennem havde manden i buret, Mikkel Hessellund helt styr på. 1. periode sluttede målløs.

I periodepausen havde trænerne kun rosende ord til spillerne, alle bød ind med løb, saft og kraft. Vi aftalte, at vi bare skulle fortsætte de gode takter, så skulle målene nok komme.

2. periode startede med Strandby i teten. Flyers målmanden måtte flere gange hive klasseredninger frem. Desuden må Mikkel og ikke mindst hans forældre være glade for, at målmænd skal bære hjelm. Desværre stod forsvaret ikke for presset og Mikkel måtte se sig passeret. Flyers fik rystet målet af sig og sidst i perioden var det Freja Kiis der mente, at malingen på stolpen skulle testes. Flyers fik et frislag i venstre side. Strandby valgte at skifte ud, og her var Freja hurtig til at få lagt bolden stille, og fra ca. 10 m fra mål hamrede hun bolden på trekantsammenføjningen inden at Strandby holdet inkl. deres keeper nåede at blinke, det eneste de hørte, var det nok så trælse kling der lyder, når plastikbolden rammer stålrammen. Flyers måtte gå til pausen med 0-1.

Denne periodepause blev igen brugt fra trænerens side til at fremhæve de positive sider af Flyers sammenspil og opdækning. En af trænerne mente endda, at det var noget af det flotteste floorballspil han havde set i år.

3. perioden var få minutter gammel, da 2. kæden havde sine gyldne minutter. Med et flot pres i angrebszonen bed de sig fast og det lignede allermest et skydetelt i Strandby enden, men igen ville det bare ikke gå Flyers vej, og Strandby kunne ride stormen af.

Kampen gik nu ind i en afgørende fase, hvor Strandby pressede på for det vigtige 2-0 mål, men Flyers forsvaret stod klippefast, og nægtede at overgive sig. I dette pres mod Flyers mål var det kontraen, som vi ved andre kampe har haft held og dygtighed til at score på, som igen blev udslagsgivende for Flyers. Thor Kiis var desværre den store synder, og specielt et af de flotte kontraangreb, må gøre, at han får svært ved at sove i nat. På en lang bold fra Laura Lentz blev Marcus Christensen sendt af sted langs banden, ned mod hjørnet, hvor begge Strandby backer forsøgte at takle ham, men efter en piruette i fuld boldkontrol, sendte Marcus bolden ind til en helt blank Thor Kiis, som blot skulle sætte staven på for at udligne, desværre ramte han ikke bolden…….

Heldigvis for Flyers giver krigerne ikke op. Så med 3 minutter tilbage var det så Jacob Vernersen, som kunne sende Oliver Langhorn af sted i kontra, han fandt Marcus med en tværpasning, der så på en førstegangs pasning kunne spille Thor helt fri midt for mål. Denne gang svigtede Thor Kiis ikke og Flyers fik udlignet. Dermed var kampen langt fra slut. Begge hold ville mere og de sidste minutter var hæsblæsende med store chancer til begge hold, men Flyers holdt stand, og selvom vi var trætte til sidst, havde Malou Christensen bestemt sig for, at det ikke var i dag, hun skulle passeres.

Kampen sluttede dermed 1-1.

Tak til alle som kom og fulgte morgendagens stjerner fra Aalborg Flyers.

Floorball hilsen

U11 trænerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.