Aalborg Flyers U 11 hold skulle i dag søndag 13-11-2016 forsøge at tage point på den svære udebane i Strandby, som sidder solidt på 1. pladsen i U11 rækken.

Optakten til søndagens kamp var langt fra optimalt, der var rigtig mange afbud til kampen og sidste øjebliks sygemeldinger. Truppen var således barberet ned til 10 ½ spillere inkl. målmand.

Freja Kiis var den ½ da hun havde en meget øm ankel og ikke kunne løbe igennem. Sågar målmand Mikkel Hessellund måtte smide handsker, knæbeskyttere, snøre skoene og tage en stav i hånden.

Så var vi klar til kamp, uden nogen deciderede backer, 7 fuldblods angribere, 1 debutant, 1 målmand i spillertøj med stav, ½ back og Malou Christensen klar i buret.

25 sek. inde første periode fik Strandby sneget et mål ind på Malou og så var kampen i gang, det lykkedes dog holdet ryste chok starten af sig, spillerne skulle lige finde hinanden i det spillesystem som var ændret pga. de mange afbud, Flyers fik styr på taktikken og kunne gå fra 1. periode nede med 2 mål.

I 2.periode kom Flyers ud flyvende og kom hurtig på 2-2 på 2 flotte gennemspillede mål, med topscorer Thor Kiis som skarpretter og sidste stav på bolden. Flyers spillede i perioder op med duksene fra Strandby. Sidst i 2. periode kiksede det med udskiftningerne i det nye spilsystem, og Flyers fik en ekstra 2 minutters pga. for mange spillere på banen, det gjorde desværre udslaget så vi måtte gå til pausen med 6-2.

I periode pausen snakkede truppen de sidste perioder igennem, hvad der var godt og hvad vi skulle arbejde på. Målet var at prøve på at holde Strandby under 10 mål.

37 sekunder inde i 3. periode skete det så, debutantmålet, Samuel Milton hamrede bolden i kassen, i sin allerførste optræden i en floorball kamp, kom han således på tavlen på en af de sværeste udebaner i U11 rækken, 3. periode blev for Flyers et Milton show, det virkede som om lillebror Isac Milton, ikke ville lade storebror stå alene med pointhøsten, så Isac Milton lavede efterfølgende 2 kasser, måske for at vise storebror, hvem der har spillet længst. Rygterne lyder, at der er endnu en Milton på vej til klubben, så måske ser vi en angrebskæde med 3 brødre i nær fremtid . Flyers spillede sig til flere store chancer, bla andet Maja Hessellund have en stor chance for at komme på tavlen. Desværre løb Flyers spillerne tør for kræfter og Strandby kunne lave et par nemme mål til sidst, så kampen sluttede 12-5 til Strandby.

Endnu engang må vi som trænere sige tak for lån af børn, de er fantastiske til at tilpasse sig, og lader sig ikke gå på af små ting, som nederlag til bedre hold. De kæmper med et godt hjerte alt som de kan, og glæder sig sammen over de små ting i kampene.

Vi ses på tirsdag.

Jonas og Peter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.