Sjældent har et hold fået en bedre start efter julepausen end Aalborg Flyers i år. En solid 8-2 sejr over Hot Shots 2. hold blev resultatet efter gårsdagens opgør i Brønderslev.

Flyers’ stillede op i en stærk opstilling ovenpå julepausen, på trods af en del afbud. Afbud er dog ligemeget når man har en 1. kæde som spiller på det niveau som vores gjorde i går. Ledt an af kaptajn og topscorer Morten Schroll stod 1. kæden for hele 7 af de 8 mål, samt lukkede ingen ind i deres egen ende. Kæden dominerede fuldstændig Brønderslev og styrede showet i den offensive zone med flot pasningsspil. I sær Michael Larsson løftede i dagens anledning sit spil, og viste hvor vigtig en spiller han kommer til at være for Flyers fremadrettet. Defensivt spillede Jonas Holm sin bedste kamp i sæsonen, og desværre, højst sandsynligt, også sidste for 1. holdet da han tager på højskole ophold sæsonen ud. Vi glæder os dog til at se ham i aktion igen i 1. division næste sæson. Forhåbentligt kommer han hjem nogle weekender og tager lidt kampe for 2. holdet.
Dog ingen over Morten Schroll som med 4 mål og 1 assist denne sæson er noteret for 16 point i 7 kampe. Kaptajnen er det første navn som nævnes når talen falder på årets spiller i Aalborg Flyers, indtilvidere har han ihvertfald vist vejen for holdet med sin hårde, kontante spillestil. En spiller som vil pynte på alle mandskaber, og som hvis spillet fortsætter som nu kan være grunden til at Flyers ligger i den sjove ende af tabellen når sæsonen går på hæld.

(note til selv; husk at minde Morten om at han skylder mig en kasse øl for de pæne ord jeg skriver om ham, og husk at slet denne note fra kampreferatet)

Selve kampen foranløb meget som forventet fra trænerstabens side. Vi vidste at vi mødte et Brønderslev hold med nogle dygtige individualister, men uden nogen organisering. Så en solid defensiv indgang til kampen, var en naturlig løsning, da vi var af den opfattelse af Hot Shots ville have svært ved at finde værktøjerne til at åbne os. I kampen kunne vi hurtigt se at Brønderslevs defensive disciplin var mangelfuld, hvilket gav god plads til vores teknisk dygtige offensive spillere i 1. kæden.
2. kæden var lidt ramt til dagens anledning, hvilket betød at en småskadet assistenttræner u.t., tog en noget uvant backposition, hvilket efterlod et usammespillet angreb, som ikke formåede at præstere særlig meget offensivt.

1. periode startede med en Flyers føring efter 5 ½ minut. Morten Schroll bankede kampens første mål ind under vingen på Hot Shots’ målmanden. Assisten kom fra Long Dinh Cung, som blev noteret for point i sin 2. kamp i år for 1. holdet. En vigtig mand at have fået tilbage på klubbens flagskib 1. holdet.
De første 10-13 minutter stod meget på Flyers i 1. periode, og det var også i det 13. minut at Schroll scorede til 2-0, assisteret af pappa Lars Abildtoft, der på trods af nyfødt barn havde prioteterne i orden en højhellig lørdag i januar.
I den sidste halvdel af perioden kom Hot Shots dog frem til flere gode chancer og kun en velspillende Dennis Syska i målet gjorde, at chancerne aldrig blev til mere.
Der blev derfor, i pausen, lagt fokus på at lukke ned defensivt, også tage chancerne når de opstod, fordi det var tydeligt at et afventende spil ville stresse Hot Shots, da de ikke havde et særligt velsmurt pasningsspil.

På trods af det afventede spil blev 2. periode dog primært spillet på Flyers præmisser. Schroll kunne uassisteret gøre det til 3-0 allerede efter ét minut, og med sit hattrick og efterfølgende jubelscene, viste han hvor stor vigtighed han har for Flyers.
Dampen gik af Hot Shots, og det føltes allerede lidt som om de havde resigneret på dette tidspunkt i kampen. Flyers 1. kæde fortsatte dog det dominerende spil – det var ikke meget Hot Shots havde bolden når 1. kæden fra Flyers var på banen. Andre end Schroll skulle dog også have lov at score mål, og Flyers’ rutinerede målræv Martin Kristoffersen scorede 4-0 målet på flot opspil af hele kæden, selve skudet var en rigtig listep**, der sneg sig ned i det laveste hjørne af målet. Assisten tilfaldt Michael ”Bager” Larsson.
5-0 blev det også med 4 minutter tilbage af perioden. Bager fik selv prikket den over stregen, klogt spil af Morten Schroll gav Bager en 100 % chance, noget som den gavede Frederikshavner sjældent brænder.
Kort derefter får Hot Shots reduceret da u.t. lavede en gevaldig pasningsbrøler og solgte Syska fuldstændig. Det er hvad der sker, når man ikke er rutineret på backpositionen.

I 3. periode kom Brønderslev længere frem på banen, men de havde svært ved at omsætte deres spil til chancer, og deres presspil var ikke just imponerende. Det lykkedes dem dog at få reduceret yderligere til stillingen 2-6 med 6 minutter tilbage af kampen. Tættere på kom de dog aldrig. Morten Schroll scorede sit 4. mål i gårsdagens kamp med 3 minutter tilbage (assist Martin Kristoffersen), et ganske flot gennemspillet mål.
Til slut i kampen valgte coach Jonas Nielsen at sætte sig selv på banen til stor forundring for både med og modspillere. Nok pga. denne forudring får Jones utroligt nok lov at score ét mål, da en Hot Shots spiller forveksler ham med en bande – nok pga. han aldrig har set så stillestående en markspiller før. Jones lavede et par vilde zorrofinter der satte Hot Shots målmanden på røven, hvorefter han med sin selvopfundne skudform ’Sneskovlen’ imponerende får scoret et elegant mål til kampens slutstilling 8-2. Denne flotte og seværdige præstation af Jones gav ham også den fine titel af kampens spiller.

Opsummeret en flot kamp af Flyers med solidt spil, mod en modstander, der havde svært ved at finde vejen til vores mål, på trods af at vi gav dem flere chancer herpå. Offensivt til U.G. af vores 1. kæde og defensivt acceptabelt over hele linjen med stor ros til Syska for hans vigtige redninger.

Næste kamp er den 17. januar hvor Flyers får mulighed for revanche mod Jerup, efter man overraskende tabte på udebane i slutningen af november måned. Kampen byder desuden højst sandsynligt på gensyn med Flyers’ to spillere på skadeslisten sidste sæsons kaptajn og nr. 2 på topscorerlisten (efterfulgt af u.t. på 1. pladsen), Casper Skatt Christensen, samt lillebror til holdets stjerne Morten Schroll, den hårdtskydende Mads Schroll. Begge forventes at gå ind i kampen om backpositionerne på mandskabet, omend de begge har en del offensive kompetencer.

Holdopstilling m. point og udvisninger:

C #92     Morten Schroll, 4+1
G #1       Dennis Syska
#3           Dennis Sørensen
#12         Jonas Kjær Nielsen, 1+0
#17         Frederik Larsen
#19         Martin Kristoffersen, 1+1
#42         Jonas Holm
#43         Lars Abildtoft, 0+1
#47        Michael Larsson, 1+2
#73         Jonathan Bruun,
#77         Anders-Peter Østergaard
#85        Long Dinh Cung, 0+1
#87        Kasper Villadsen

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.