Storsejr på 10-1 over 1. divisionsholdet Skanderborg Killerbees i det andet opgør holdene i mellem.

Optakten til den kommende sæson har, forud for gårsdagens kamp, ellers ikke været en succes resultatmæssigt. To gange 8-2 nederlag, først mod Svenstrups 1. divisionshold og sidenhen mod Skanderborg, var ikke just en god forvarsel for den svære sæson Flyers har i vente i 2. division.

Men det var et noget andet Flyers hold som stod klar til kamp mod Skanderborg i AaB Hallen i går (mange tak til AaB for at vi kunne bruge deres hal, når nu vi ikke havde mulighed for at spille Tornhøjhallen).

De planlagte træningskampe mellem Skanderborg Killerbees og Aalborg Flyers er første gang de to hold mødes siden 05/06 sæsonen, hvor Flyers rykkede ud af 1. division. Her mødtes de to hold den 12. marts 2006. Kampen var en direkte duel hvor taberen ville rykke ned og vinderen fortsætte i 1. division. Lidt fun facts: De eneste to spillere, som var med i gårsdagens kamp og i 2006 er Martin Enggaard og Jonathan Bruun. Tilbage i 2006 spillede de dog for Skanderborg og ikke for Flyers. Derudover var cheftræner Jonas Kjær også med i kampen i 2006. Kjær havde dog i dagens anledning valgt at dømme, sammen med Kim Falgren, som altid en fornøjelse med kompetente dommere. Af andre fun facts kan nævnes, at kampen blev vundet 8-5 af Skanderborg. Nuværende cheftræner Christoffer Pahle i Team Århus scorede 6 af de 8 mål for Skanderborg. Martin Enggaard scorede i den første kamp i 05/06 den 25. september hattrick mod Flyers. Flyers vandt dog kampen 11-6. Den 14. januar 2006 mødtes de to hold også, her vandt Skanderborg 7-6 i Tornhøjhallen. Hvilket var Jonathan Bruuns første sejr som målmand i hans karriere!

Nåh nåh, skægt med historie… (i sær når den omhandler en selv). Tilbage til gårsdagens kamp.

Aalborg Flyers havde inden kampen advaret Skanderborg om, at truppen var af en noget andet proportion end i kampen ugen før. Det overraskede dog alligevel Skanderborg, som i først periode slet ikke var med i kampen og røg bagud hele 5-0. Skanderborg fik dog noget bedre styr på deres spil til 2. periode, men de var tydeligt mærket af at de manglede et par af deres profiler. I sær defensivt haltede det for Skanderborg, og de hurtige og driblestærke Flyers spillere, havde bolden rigtig meget i den offensive zone i løbet af kampen. Flyers havde godt styr på kampen hele vejen igennem, og den dårlige start prægede tydeligvis Skanderborgs morale og dermed også spil. Der blev løbet meget forgæves og lavet en del fejlpasninger. Det var et noget andet Skanderborg hold, Flyers mødte ugen før.

På trods af den store sejr, skal vi også se på præstationen med et kritisk syn på holdets fremtræden. Returløbende, som også var et problem i Skanderborg og mod Svenstrup, haltede igen gevaldigt. Heldigvis stod Mike Grunnet på et overraskende højt niveau, når man tænker på, at han var kommet hjem fra ferie i USA dagen før. Ud over fokus på flere returløb, er der også plads til forbedring i forbindelse med skiftene. Alt for lange skift gør, at spillerne ofte når at blive trætte og dermed laver dumme fejl, hvilket medfører mange spilvendinger. Heldigvis var Skanderborg ikke i stand til, at udnytte de personlige fejl som Flyers spillerne lavede. Trænerteamet med Casper Christensen og Jonas Kjær havde i dag også god mulighed for at se, hvordan der kan arbejdes videre med det offensive spil. Der var en tendens, hos begge kæder, til at man søgte direkte mod målet og derfor ikke fik etableret spillet i den offensive zone og fik sig spillet frem til nogle større chancer end dem som opstår ved det noget mere tilfældige direkte spil, som der blev praktiseret.

Det var dog alt i alt en fremragende dag at være Flyers spiller på, og en boblende optimisme frem mod sæsonstarten er at mærke i truppen. Forhåbentligt når holdet at spille lidt flere træningskampe inden det går løs den 28. september mod Jerup på hjemmebane.

Det skal også nævnes at der i dagens kamp var debut til Dennis Sørensen, som er kommet til Aalborg Flyers fra Randers Raptors, og Mads Schroll, som er skiftet fra AaB’s ligahold til Aalborg Flyers. Vi glæder os til debutøl! (+ debutmålsøl i Mads’ tilfælde).

Truppen:

  • Mike Grunnet
  • Morten Schroll
  • Casper Christensen
  • Frederik Larsen
  • Lars Abildtoft
  • Martin Enggaard
  • Jesper Frederiksen
  • Jens Abildtoft
  • Jonathan Bruun
  • Thomas Krogh
  • Dennis Sørensen
  • Mads Schroll

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.