Så nærmer øjeblikket vi alle sammen har ventet på!

Første turneringskamp for 1. holdet. Det bliver skisme da spændende! Hvad der forventes er lidt svært at sige, en trup hvor hele 5 spillere er nye ift. sidste sæson, vidner om et hold som slet ikke er sammenspillet. Det ses også i resultaterne fra sæsonoptakten. I sær kampene mod Svenstrup og AaB U19 var ikke just velspillede fra vores side.

Det bliver dog spændende at se hvordan folk reagere når det rigtigt gælder, om truppen kan løfte sit niveau mod Hot Shots 2, som vi forhåbentligt kan tage point mod. Desuden er det på hjemmebane, hvor Flyers tidligere har præsteret bedst.
Som sagt debut til 5 spillere. Jonas Holm, Chris Conradsen, Andreas Bang, Andreas Bock og Anders Høyer. Det skal nok blive interessant at se hvordan de begår sig når det bliver alvor. Deres niveau er der dog ikke de store bekymringer om.

Holdet er en del ramt af skader og afbud, hvilket betyder at man blandt flere mangler en af sidste sæsons helt store profiler Martin Kristoffersen. Han er dog med igen næste uge når der står hjemmekamp mod Hjørring Hawks på programmet. I hans fravær ligner det et muligt comeback til Thomas Krogh der har været ude i en måned pga. en fiberskade i sin brystkasse, som han erhvervede sig i sæsonens første træningskamp mod AaB 2. Han var med i 2. holdets kamp sidste weekend, men skaden har holdt ham fra træning ugen ud, så det er nok ikke en Krogh i topform vi får at se i morgen, men forhåbentligt bliver han klar.
Kl. 13:00 i morgen står opgøret, og det glæder vi os til.
Som en lille gave, har vi lavet et mini-interview med holdets træner, Jonas Kjær Nielsen, omkring den kommende sæson:

– Dit tredje år i spidsen for Aalborg Flyers 1. hold, hvad fik dig til at sige ja til et år mere?
Jeg må jo kunne lide det. Desuden ville I jo aldrig se mig, hvis jeg kun kom til træning når jeg ikke var skadet.

– Truppen er ved at være sammensat. Hvad ser du som et udviklingspunkt for holdet? Er der nogle steder vi mangler noget. Er det en spiller, eller er det noget andet?
Hvis vi ser på truppen til kampen mod Hot Shots består halvdelen af truppen af helt nye ansigter i forhold til sidste år. Vi mangler derfor naturligvis meget for at være ordentligt sammenspillede. Heldigvis har de nye spillere allerede demonstreret et beundringsværdigt forhold til 4. periode, så længe det er på plads skal vi nok nå resten.

– Mange nye spillere er dukket op på holdet i år, kigger man ift. truppen sidste år er det også en del som er stoppet, ser vi et styrket eller svækket 1. hold?
Lige nu vil jeg vurdere holdet til at være en anelse svækket.
Vi har spillere der skal i form igen efter lang tids pause. Derudover har vi en håndfuld skadede, eller på anden vis fraværende spillere som forhåbentligt snart er klar igen.
På lidt længere sigt skulle vi gerne have en både bredere og bedre trup end sidste år, hvor vi var noget sårbare overfor skader og afbud.

– Hvis du skulle nævne holdets styrke, hvad kunne det så være?
Fight, og en evne til altid at finde et ekstra gear mod de bedste modstanderhold.

– Man kan ikke have det ene uden det andet, så… holdets svaghed?
Manglen på bredde på nogle positioner. Opspil, returløb.. Der er nok at tage fat på.
Heldigvis er 2. division rigtigt stærk i år, så vores notorisk dårlige præstationer mod svagere modstandere bør ikke blive noget problem.

– Jeg har hørt rygter om at du tabte til Zlatko i Fantasy Football, hvor tæt på, var du at forlade klubben da nederlaget var en realitet?
Det husker jeg intet om. Måske alderen spiller hukommelsen et puds. Men jeg er jo kendt for at være graciøs uagtet om jeg vinder eller taber….

– Flere nye goalgetters er kommet til klubben, nogle er stoppet, nogle er skadet, andre har ikke ramt deres niveau fra sidste sæson endnu. Hvem ser du som potentielle topscorer på 1. holdet den kommende sæson?
Morten Schroll har lovet mig masser af mål denne sæson, så det løfte regner jeg da med han holder.

– Krogh vandt den tvivlsomme ære af at være årets bisse sidste sæson, selvom både u.t. og Long gav ham kamp til stregen, andre skuffede fælt på dette område. Hvem tror du kommer til at hygge sig flest minutter i straffeboksen, denne sæson?
Jeg håber vi for en gangs skyld kan have en sæson uden matchstraf. Hvis det lykkes er jeg ikke i tvivl om at Zlatko nok skal feje al modstand af banen. Bogstaveligt talt.

– Kampen på lørdag står mod Brønderslev 2, et hold vi tidligere har mødt. Både vundet over og spillet uafgjort. Hvad har du af forventninger til lørdagens kamp?
Forudsat Hot Shots 2 ligner det hold der vandt 3. division sidste så venter der os en svær kamp i morgen. Men når det er sagt er Hot Shots også et af de hold vi gerne skal have point imod. Ellers bliver det en meget lang sæson.

– Når vi skriver marts på kalenderen, hvor skal vi så ligge i tabellen før du synes det har været en godkendt sæson?
Midt i tabellen, på en 4-6 plads, vil være fuldt ud godkendt. Rækken ser markant stærkere ud i år end sidste sæson. Svenstrup og Hjørring er rykket ned fra 1. division, mens de to AaB hold ser styrkede ud.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.