Sæson 2013/2014 står for døren, og Aalborg Flyers 1. hold skal kæmpe sig til toppen af 2. division.
En anden division med mange stærke modstandere og et helt andet niveau, end det som holdet mødte sidste sæson i 3. division. Holdet er baseret på den samme grundstamme, men flere nye spillere er kommet til. Trænerteamet hedder Jonas Kjær Nielsen og Casper Skatt Christensen. Først nævtne var også træner i sidste sæson, hvor han både som træner og spiller fik holdet hele vejen til finalen i DM i 3. division, hvor man desværre tabte i overtiden til Benløse.
Her på Aalborg Flyers hjemmeside, bringer vi nu et lille interview med Jonas Kjær omkring planerne for den kommende sæson, og hans perspektiver på Aalborg Flyers og vejen til succes.

Hej Jonas. 2. division er meget stærkere end den 3. division Flyers spillede i, i sidste sæson. Hvordan vil det rent taktisk have indflydelse på måden Flyers spiller?
Som oprykkere kan vi stille op til hver kamp som underdogs og kommer nok også til at spille med en mere defensivt tilgang til kampene. Vi kommer helt sikkert til at indstille os meget mere på den enkelte modstander end det var tilfældet sidste sæson.

Du og Casper står med en kæmpe udfordring når det kommer til udvælgelsen af spillere til truppen. Rigtig mange spillere med et højt niveau medfører en stor konkurrence om pladserne. Nu er det ikke nogen hemmelighed, at de fleste af spillerne nok læser dette. Så kan du ikke fortælle lidt om, hvilke kvaliteter I, som trænerteam, vægter højt hos spillerne?
Med mange spillere der niveaumæssigt ligger tæt kommer vi til at lægge meget vægt på hvem der fungerer godt i kæde sammen samt om man også bidrager positivt til holdet uden for banen.

Modstanderne i 2. division hedder 2x Frederikshavn, 2x AaB og Jerup. Hvordan vurderer du mulighederne i mod de forskellige modstandere? Hvad er målet med sæsonen fra dit perspektiv?
Vi er i den lidt underlige situation at vi formodentligt selv kan bestemme om næste sæson skal være i 1. eller 2. division. Kun Jerup og Flyers kan rykke op og det er mit indtryk at Jerup ikke er interesserede i at spille højere end 2. division.
Det er vanskeligt at sige præcis hvor stærk rækken er, men jeg kan da give et bud:
Blackhawks har hold i både ligaen og 1.division. Jeg forestiller mig at det gamle Bulldogs 2 fortsætter dominansen i 2. division mens frederikshavnernes andet hold i rækken vil svinge meget.
AaB har mistet en del gode spillere og jeg tror vi kommer til at spille nogle meget jævnbyrdige kampe mod både AaB 2 og 3.
Jerup har et rigtigt stærkt hold med en blanding af gamle ishockeyspillere og rutinerede ex-Bulldogs/Outlaws spillere. Jeg var faktisk lidt overrasket over at de ikke sluttede på 3. pladsen sidste sæson, men det viser måske meget godt hvor stærk 2. division nord er.
Vi kommer til at spille lutter vanskelige kampe hele sæsonen, men jeg vil være skuffet hvis vi ikke spiller med om sejren i hver kamp.
En tilfredsstillende sæson vil for mig være, at vi har spillet os til oprykning og har en trup med tilstrækkelig kvalitet og vilje til at spille i 1. division næste sæson. Det vil sige at vi ideelt set skal have spillet lige op med resten af holdene i 2. division nord og meget gerne være sluttet over Jerup.

Flere forskellige spillere har båret anfører armbåndet i sæsonens første træningskampe. Har I fastlagt jer på en kaptajn for holdet?
Ja, Jesper Frederiksen er holdets anfører i år.
Sidste sæson bød på en spændende duel på målmandsposten mellem nuværende liga-målmand Alex Dalgaard Jensen og vores egen Mike Bing Grunnet. Nu er Alex smuttet til AaB, hvilket betyder at 1. holdets suveræne 1. målmand må være Mike. Kan Flyers skabe et stimulerende træningsmiljø, for ham og derved sørge for hans niveau bliver holdt oppe?
Mike har sagt ja til at træne en gang om ugen med Hotshots ligahold. Forhåbentligt vil det være med til at holde ham skarp. Måske ser vi ham endda også til nogle af vores træninger ;-)
Mike viste senest i træningskampen mod Skanderborg at han også efter en ferie i USA holder et meget højt niveau. Skulle det ikke fortsætte med at være tilfældet er han heldigvis ikke den eneste målmand vi har i klubben.

Hvis du selv må gætte lidt, hvem tror du så på, bliver henholdsvis; topscorer, årets spiller og årets bisse?
Der er mange spillere der potentielt kan blive topscorer. Måske det endda kunne blive en spiller vi ikke har set til træning endnu.
Årets spiller vil jeg helst ikke spekulere i.
Det nemme valg som årets bisse er vel Morten Schroll, men Jeg tror Frederiksen glemmer den skuffende minut-høst han havde sidste sæson og sætter de unge på plads.

 

Tak til Jonas Kjær for at svare på spørgsmålene. Vi bringer mere om optakten til næste sæson op mod sæsonens første kamp i mod Jerup på hjemmebane i Tornhøj den 28. september kl. 13:00.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.